D.d.S. - De Danske Sukkerfabrikker A/S

D.d.S. eller De Danske Sukkerfabrikker A/S blev stiftet den 20. april 1872 med C.F. Tietgens i front. Ved stiftelsen blev der overtaget to ældre københavnske sukkerraffinaderier. Det var hhv. Raffinaderiet "Phønix", der lå ved havnen ved enden af Slotsholmsgade, hvor Det afrikanske Handelskompagni i 1657 havde anlagt et sukkerraffinaderi. Det andet sukkerraffinaderi var Helsingørgades Sukkerraffinaderi.

I 1872 påbegyndte Hagemann anlægget af selskabets første "rigtige" Sukkerfabrik i Odense. I 1878 erhvervedes D.d.S. Højbygård Sukkerfabrik i Holeby på lolland. I 1882 byggedes Nakskov Sukkerfabrik og i 1884 Stege og Assens Sukkerfabrik. I 1898 blev Maribo Sukkerfabrik købt, og samtidig overtoges ledelsen af lyngby Sukkerraffinaderi, som blev købt i 1903. I 1910 blev Sakskøbing Sukkerfabrik opført og i 1934 købtes Sukkerfabrikken Vestsjælland, der fik navnet Gørlev Sukkerfabrik.

I de vigtigste sukkerroeproducerende egne i Danmark blev der i sin tid anlagt roebaner, hvis hovedopgave var at transportere sukkerroer fra gårdene til sukkerfabrikken eller saftstationen og roeaffaldet tilbage fra sukkerfabrikken eller saftstationen til gårdene. Roebanerne var meget smalsporede, og de fleste danske roebaner havde en sporvidde på 700 mm.

I starten med den danske sukkerindustri, måtte hver "roebonde" selv sørge for transporten af sine sukkerroer til fabrikken, med hestevogn og typisk via dårlige veje. I flere roekontrakter var der dog en vis godtgørelse udbetalt af fabrikken til transporten. Efterhånden som sukkerroedyrkningen tog til, blev logistik og infrastruktur en stor udfordring. Derfor gik man i gang med at finde en løsning til et effektivt transportsystem især da roesæsonen kun er fordelt over tre måneder. Løsningen blev en let smalsporet bane, hvor det første sporanlæg til roetransport blev taget i brug kort efter anlæggelsen af Højbygård Sukkerfabrik ved Holeby på Lolland i 1874. I starten blev roerne transporteret i små hestetrukne kassevogne.

Da Nakskov Sukkerfabrik blev anlagt i 1881, byggede man samtidig et net af roebaner, der skulle transportere roerne til nærmeste saftstation eller direkte til fabrikken i Nakskov. Trækkraften var i begyndelsen Heste. Fragttaksten, som bønderne betalte, blev sat lavt og var på 1 kr. pr. tons roer, til gengæld blev affaldet transporteredes gratis tilbage. Roebanerne gav underskud, men i det store hele var det for fabrikken en god investering, da større roearealer nu kunne opdyrkes, til gavn for produktionen.

Ved Anlægget af Maribo Sukkerfabrik i 1897 byggede man samtidigt et ganske betydeligt lokomotivdrevet roebanenet på 32 km spor. I årene omkring år 1900 var der flere private der anlagde roebaner, der så blev drevet af et interessentskab ejet af roedyrkerene. De private baner anvendte fra starten damp eller motor som drivkraft.

I 1910-1911 gik de sidste af de ældre roebaner over til ren lokomotivdrift, og samtidig blev banerne ud fra Sakskøbing og Assens sukkerfabrikker anlagt. Ved Sakskøbing Sukkerfabrik anlagde fabrikken straks hele nettet, men de yderste dele af dette overgik efter anlæggelsen til roedyrkernes Interessentskaber. Sukkerfabrikken i Sakskøbing lå placeret i centrum af sit banenet, så roetransporternes længde kun blev ca. 16,5 km ud til yderpunkterne. Sukkerfabrikken i Maribo havde et noget mere asymmetrisk sportopologi.

Sakskøbing Sukkerfabrik fastsatte transportprisen til 80 øre pr. tons uanset vejlængden. Her fandtes også længe en afgift, hvor de roedyrkere, der leverede roerne med Hestevogn, måtte betale til det private banenets vedligeholdelse. Rationalet var, at uden roebanerne fandtes Sakskøbing Sukkerfabrik ikke.

Ved Assens Sukkerfabrik havde man betænkeligheder ved at bygge roebaner. Mens Lolland er fladt, var terrænet ved Assens meget bakket, hvilket er en stor hindring ved anlæggelse af jernbanespor. En Stigning af sporet vil både sætte hastighed og lasteevne betydeligt ned, og tendensen er større, jo mindre sporvidde banen har. Til gengæld kan smalsporbaner passere betydeligt skarpere kurver end normalsporbaner. Da man fra Assens Sukkerfabrik fik anlagt roebaner, medførte det omgående en afgørende forøgelse af roearealerne i fabrikkens opland, hvilket gjorde Asens Sukkerfabrik mere rentabel.

Roebanernes havde også andre godstransporter foruden roer og roeaffald. I den tidligere tid fik Sukkerfabrikkerne ofte deres råstoffer som kul og kalk, tilført med roebane. Men har også været anvendes til transport af sten, grus, brændsel, gødning osv. Tidligere forsendtes også til tider korn, foderstoffer, hø og halm med roebanerne.

Roetransporter med den "rigtig" jernbane var på Lolland minimal. Her var det af større betydning for Odense Sukkerfabrik, der var placeret i centrum af det fynske Jernbanenet. For fabrikkerne i Nykøbing F. og Gørlev har jernbanetransporterne også haft en hvis betydning. Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted Jernbane transporterede i 1937-1938 over 80.000 tons roer og roeaffald, hvilket udgjorde 78,6% af banes samlede godstransporter. For Slagelse-Værslev banen har transporten af disse varer haft stor betydning, da der i 1938 blev transporteret ca. 40.000 tons roer og roeaffald med banen.

På Lolland, hvor roedyrkningen var mest udbredt, var roebanernes transporter flere gange større end jernbanernes samlede normale godstransporter. Den Lolland-Falsterske Jernbane som dækkede Nakskov-Nykøbing F. og Maribo-Rødby Havn befordrede 169.000 tons gods i 1937. Stubbekøbing-Nykøbing Falster-Nysted Banen befordrede 102.000 tons gods i 1937-1938, Nakskov-Kragenæs Jernbane befordrede 22.000 tons gods i 1937 og Nakskov-Rødby Jernbane befordrede 15.481 tons gods i 1937. Lollandske roebaner transporterede derimod ca. 875.000 tons gods i 1942.

Da roebanernes transporter skulle foregå i løbet af de tre måneder, roekampagnen varede, blev banerne i denne periode udsat for en meget hård belastning. Roebanerne havde derfor et betydeligt vognmateriel til rådighed. Roebanerne rådede over ca. 3.200 vogne med en samlet lasteevne på ca. 13.000 tons.

Roebanerne transporterede betydelige godsmængder, at de i visse dele af landet indtager en plads blandt de vigtigste transportformer. Hvor de egentlige jernbaner begyndte at blive udfordret at lastbilerne fra 1920'erne, havde roebanerne en længe periode uden konkurrence. Det var roebanernes "dør-til-dør" transport, takket være de mange og flyttelige sidespor der gjorde roebanerne mere konkurrencedygtig. Det var først op i 1950'erne med de mange traktorer og mekanisering i landbruget at roebanerne fik reel konkurrence.

Der er i dag stort set ingen rester af roebanen bortser fra enkelte bygningsanlæg, remiser og rester af roedepoterne med svømmerender.

D.d.S. indgik i 1989 en fusionen med bl.a. De Danske Spritfabrikker, hvor selskabet fortsatte som datterselskab under navnet Danisco Sugar Section. I 2009 solgte Danisco sin sukkerdivision til tyske Nordzucker, der omdøbte divisionen til Nordic Sugar.