Rønne-Allinge Jernbane, senere DBJ - RAJ, en artikel om Rønne-Allinge Jernbane, senere DBJ

Rønne-Allinge Jernbane: Bornholms nordlige jernbane

Efter succesen med anlæggelsen af Nexøbanen på Bornholm opstod der stor interesse for at etablere yderligere jernbaneforbindelser på øen. Med håb om at styrke infrastrukturen og skabe flere muligheder for transport, blev planerne for en jernbane fra Rønne til Allinge og Sandvig sat i værk. Denne jernbane blev optaget på jernbaneloven af 27. maj 1908 og senere kendt som Rønne-Allinge Jernbane (RAJ), som kom til at spille en vigtig rolle for øens transport i flere årtier.

Anlægsplaner og udfordringer

Jernbanen fra Rønne mod Allinge blev optaget på jernbaneloven i 1908, og staten bidrog med et tilskud på 50% af anlægsomkostningerne. Koncessionen til anlæggelsen blev tildelt den 26. juni 1909, og arbejdet med at opføre jernbanen begyndte i 1910. Ifølge kontrakten med entreprenøren skulle arbejdet være afsluttet inden den 15. april 1912, men to væsentlige udfordringer forsinkede projektet.

Den første udfordring var manglen på arbejdskraft. Det viste sig svært at finde tilstrækkeligt med arbejdere på Bornholm, og arbejdere måtte derfor rekrutteres fra Tyskland. Den anden udfordring var det kuperede terræn, som voldte store problemer under anlæggelsen. Disse udfordringer betød, at indvielsen af banen blev forsinket til den 5. maj 1913, hvor man kunne fejre den officielle åbning.

Banens første år

Den ordinære drift på Rønne-Allinge Jernbane begyndte den 6. maj 1913, dagen efter den officielle indvielse. Der blev dagligt kørt fire tog i hver retning mellem Rønne og Allinge, og banen blev hurtigt en vigtig transportåre på Bornholm. Indtil sammenlægningen af de bornholmske jernbaner i 1935 var banen ejet af aktieselskabet Rønne-Allinge Jernbaneselskab A/S.

Banen blev oprindeligt anlagt for at imødekomme behovet for persontransport på øen. Selv om der i perioder også blev transporteret gods, var det i forhold til persontrafikken af mindre betydning. Den jævne og stabile trafik fortsatte uforstyrret gennem mange år, og jernbanen blev betragtet som en succes i øens transportnet.

Stabile år og højdepunkter

Jernbanen havde en forholdsvis stabil persontrafik i mange år, særligt omkring årene før og under Anden Verdenskrig. Forbindelsen mellem Rønne, Allinge og Sandvig var vigtig, da det var med til at lette transporten mellem de nordlige og sydlige dele af Bornholm. Desuden var jernbanen også en betydelig forbindelse for turister, der besøgte øen, især i sommermånederne.

Selvom jernbanen primært blev brugt til persontrafik, var der perioder med godstrafik, som især kom fra de landbrugs- og fiskerierhverv, der fandtes i området. Men persontransporten forblev den primære indtægtskilde for jernbanen, og godsindsatsen blev aldrig afgørende for banens overlevelse.

Konkurrence fra landevejstrafik

Efter Anden Verdenskrig begyndte konkurrencen fra landevejstrafikken at kunne mærkes. I 1950'erne blev det tydeligt, at flere og flere passagerer valgte busser og biler fremfor toget. Bilismen begyndte at gøre sit indtog, og for mange bornholmere var det mere praktisk at benytte de stigende antal busruter eller private køretøjer.

Som en måde at håndtere de faldende passagertal på, forsøgte Rønne-Allinge Jernbane i en periode at supplere togene med busser. Det var dog kun en kortsigtet løsning, og passagertallet fortsatte med at falde. Selv turistsæsonen, som tidligere havde været en vigtig periode for jernbanen, kunne ikke kompensere for de tabte indtægter, hvilket førte til økonomiske problemer for selskabet.

Beslutningen om nedlæggelse

Den økonomiske situation for jernbanen blev med tiden så alvorlig, at man i august 1953 traf beslutningen om at nedlægge Allingebanen. De stadigt voksende underskud kunne ikke længere ignoreres, og med stigende omkostninger og færre passagerer blev det klart, at jernbanen ikke kunne fortsætte driften. Den 15. september 1953 kørte det sidste tog på Rønne-Allinge Jernbane, og dermed var en æra for jernbanen på Bornholm slut.

Banens eftermæle

Selvom Rønne-Allinge Jernbane ikke længere eksisterer, efterlod den et varigt aftryk på Bornholm. I mange år havde banen forbundet øens nordlige og sydlige dele og sikret en stabil og pålidelig transport for både øens indbyggere og turister. Stationerne langs ruten, der var smukt designet, stod som symboler på banens betydning i lokalområdet, og mange af dem eksisterer stadig i dag, selvom de ikke længere bruges til jernbanedrift.

Jernbanens historie er et vidnesbyrd om en tid, hvor togtransport var afgørende for udviklingen af Bornholm og andre områder i Danmark. I dag minder de gamle stationsbygninger og den nedlagte bane om en svunden tid, hvor toget var det foretrukne transportmiddel.