Fiskbæk Holdeplads, en artikel om Fiskbæk Holdeplads

Fiskbæk Holdeplads – et beskedent, men vedholdende jernbanestop i skyggen af godset

Fiskbæk Holdeplads udgjorde et af de mest diskrete og beskedne standsningssteder på den tidligere amtsbane mellem Åbenrå og Gråsten. Holdepladsen var anlagt med stor omtanke, men uden den investering og opmærksomhed, som mange af de øvrige stationer og holdepladser i området modtog. Den lå direkte ud til sognevejen fra Gråsten til Grøngrøft, umiddelbart syd for hovedbygningen på det hertugelige gods Fiskbæk, ejet af hertug Ernst Günther af Slesvig-Holsten.

Det umiddelbare opland var i jernbanemæssig forstand ikke videre imponerende. Det omfattede primært det 275 hektar store godsanlæg og derudover nogle få rester af den tidligere landsby Fiskbæk – et samfund, som for længst var gået til grunde. Nogle enkelte huse og mindre gårde nord for godset samt bebyggelser ved sognevejen mod nord til Blans udgjorde resten af den mulige kundegruppe. Det var med andre ord næppe et trafikalt trækplaster, man havde med at gøre, men et hensyn til godsets eksistens og forventningerne til godstransport gjorde, at holdepladsen blev etableret.

Mangel på kro og ekspedient – en usædvanlig løsning

I modsætning til mange andre amtsbaneholdepladser, hvor stationens funktion blev varetaget af en lokal kroejer eller gæstgiver, opstod der ved Fiskbæk et særligt problem. Der eksisterede ikke noget gæstgiveri i området, og selv om det oprindeligt var hensigten, at en kro skulle opføres, meldte der sig ingen interesserede. Herudover ønskede godsets forpagter heller ikke at overtage ekspeditionen af passagerer og gods, hvilket normalt var betingelsen for, at en holdeplads kunne drives lokalt.

Som følge heraf blev der truffet en beslutning om at anlægge holdepladsen som ubetjent. Dette betød, at rejsende skulle købe billetter direkte i toget – en praksis, som i de fleste tilfælde kun blev benyttet midlertidigt eller ved meget svage stoppesteder. Holdepladsen blev udstyret med et sidespor, der skulle benyttes til læsning og losning af vognladningsgods, særligt med henblik på transport af produkter til og fra godset Fiskbæk.

På de originale tegninger for holdepladsen var der indtegnet et lille ottekantet træskur, men endnu i november 1900 – efter banens åbning – var skuret endnu ikke blevet opført. En indsender til avisen Apenrader Tageblatt klagede i et læserbrev den 14. november 1900 over, at de rejsende fra Fiskbæk måtte døje både kulde og regn uden nogen form for ly. Avisen Hejmdal kommenterede humoristisk på klagen den 16. november og rettede samtidig kritik mod landråden von Uslar i Aabenraa, som man mente havde udvist dårlig dømmekraft ved ikke at sørge for basal komfort ved holdepladsen.

Der blev på et tidspunkt efterfølgende opført et simpelt træskur på perronen. Intet tyder på, at det var jernbanen, der bekostede bygningen, men snarere godsets ejer, hertugen, som muligvis forbarmede sig over de ansatte, der benyttede holdepladsen dagligt.

Udvidelse med stykgodsekspedition og lokal involvering

Holdepladsens status blev i 1908 ændret en smule, da den daværende forpagter på Fiskbæk, Brüggemann, udtrykte ønske om at åbne holdepladsen for almindelig stykgodstrafik. Det var et sjældent initiativ fra lokal side, og Brüggemann tilbød samtidig at stå for den praktiske ekspedition af gods.

Den 14. maj 1908 blev der indgået en aftale, der gav forpagteren et tredje klasses frikort til amtsbanen og et honorar på 20 Pfennig pr. 1.000 kg stykgods eller 5.000 kg vognladningsgods. Aftalen gjorde det muligt for godsets ansatte at sende og modtage varer uden at skulle tage turen til Gråsten eller Kiding, hvilket isoleret set var en forbedring i en tid, hvor infrastrukturen var sparsom.

Men forbedringen blev kortvarig. I 1915 blev Brüggemann indkaldt til krigstjeneste under Første Verdenskrig, og han måtte overlade ekspeditionen til sin hustru. Jernbanens ledelse udviste i begyndelsen fleksibilitet, men i 1920 måtte man minde familien om deres kontraktlige forpligtelser, som ikke blev overholdt tilstrækkeligt.

Overgang til dansk administration og senere drift

Efter krigen solgte hertugen sine sønderjyske godser til den danske stat, og det medførte nye tider for Fiskbæk. Den nye danske forpagter var dog imødekommende og fortsatte det samarbejde, der allerede var etableret mellem godset og jernbanen. Der blev ikke indgået nogen ny kontrakt, men man bevarede ekspeditionen i sin eksisterende form, hvilket var nok til at sikre holdepladsens videre drift.

Holdepladsen bestod helt frem til banens nedlæggelse af banen i 1926. Den fungerede i hele sin levetid uden billetsalg og uden fast personale. Alt ekspeditionsarbejde blev udført af godsets folk, og alt billetsalg skete fortsat i toget. Der blev aldrig opført kro eller yderligere faciliteter, hvilket gør Fiskbæk Holdeplads til en af de mest nøgne og ydmyge holdepladser på hele amtsbanestrækningen.

Persontrafik og stykgods – minimale mængder

Holdepladsens persontrafik var yderst begrænset. I de fleste år var der færre end 1.000 afgående rejsende. Den markante undtagelse var jernbaneåret 1919/1920, hvor der registreredes over 4.000 afgående rejsende. Dette skyldtes formentlig en midlertidig ændring i lokal trafikadfærd – eventuelt relateret til ændringer i godsets drift eller specielle begivenheder.

Selv da den danske stat i 1924 oprettede en landbrugsskole på herregården Fiskbæk og udstykkede 165 hektar jord til ti nye husmandsbrug, fik det ingen betydning for passagertrafikken. Banen var allerede i sin sidste fase, og befolkningstilvæksten var for lille og for sen til at gøre en forskel.

Godstransporten var på lignende vis beskeden. I årene efter 1908 – hvor sidesporet officielt blev åbnet for offentlig godstrafik – blev der afsendt blot 12 tons gods det første år, og de følgende år faldt mængden til blot ét ton årligt. En enkelt undtagelse gjorde sig dog gældende under Første Verdenskrig. I årene 1917/1918 og 1918/1919 blev der hvert år afsendt 2.000 tons tørv fra holdepladsen – en aktivitet, der sandsynligvis var relateret til statslige energitiltag og tørvegravning i en tid, hvor brændsel var en knap ressource.