Hjortlund Trinbræt (Hl), en artikel om Hjortlund Trinbræt

Hjortlund Trinbræt - et lille stop i et ellers øde opland

Hjortlund Trinbræt var et af de beskedne, men velfungerende stoppesteder på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ). Trinbrættet blev oprettet i 1939 og fungerede i en årrække som uofficielt stop, og blev først det den 22. maj 1955 blev optaget i den officielle landskøreplan. Placeringen var praktisk og jordnær: ved Vilhelmsmindevej, hvor vejen krydsede TKVJ i niveau og var sikret med blink og klokker, men uden bomme. Anlægget bestod af en grusperron uden svelleforkant, et manuelt betjent trinbrætsignal og - i modsætning til enkelte andre trinbrætter - ingen læskærm eller venteskur. Hjortlund lå i et fladt hedelandskab med sandede jorde og spredte plantager; netop sådanne omgivelser gjorde de små, efterspørgselsstyrede stop til en rationel løsning: lavt anlæg, enkel drift og mulighed for at forbinde den tynde bebyggelse til de større trafikknudepunkter.

Oprettelsen i 1939 og vejen til officiel status

At Hjortlund Trinbræt blev anlagt i 1939, hænger tæt sammen med TKVJ's generelle tilpasning af persontrafikken. I årtierne omkring Anden Verdenskrig og efterkrigstiden arbejdede privatbanerne med at finmaske betjeningen ved hjælp af små trinbrætter og motorvogns- eller skinnebuskørsel. Når passagergrundlaget var spinkelt og afstanden til nærmeste station betydelig, var et trinbræt den omkostningseffektive løsning. Vejen til officiel status afspejler den måde, hvorpå små trinbrætter ofte blev til: først en forsøgsvis drift for at afprøve efterspørgslen, siden, når brugen viste sig stabil, en formalisering i køreplan og interne driftsinstrukser. For Hjortlund cementerede 1955-datoen således, at stoppet havde et varigt publikum i oplandet trods de beskedne rammer.

Placering ved Vilhelmsmindevej og den sikrede overskæring

Hjortlund Trinbræt lå direkte ud til Vilhelmsmindevej. Overskæringen var sikret med blink og klokker - et skridt op i sikkerhed sammenlignet med mange samtidige, ubevogtede overkørsler på landlige privatbanestrækninger. Der var dog ikke opsat bomme. For den daglige drift betød dette, at togene kunne opretholde normal hastighed gennem overskæringen, når anlægget virkede korrekt og gav advarsel til vejtrafikanter, mens føreren til gengæld ikke havde bommenes fysiske barriere som ekstra sikkerhed. I praksis var kombinationen blink/klokke uden bomme en velkendt og udbredt løsning på strækninger med begrænset vejtrafik og tilstrækkeligt udsyn.

Anlægget var dimensioneret til de lokale behov: en forholdsvis smal vejkrydsning, overskuelig geometri og god sigt. Når toget nærmede sig, blev blink og klokker aktiveret for at advare bilister, cyklister og gående; samtidig skulle bilister påregne at kunne møde en skinnebus eller motorvogn, der gjorde holdt på trinbrættet kort efter overskæringen.

Perronanlæg, materialer og fravær af læ

Hjortlund havde en grusperron uden svelleforkant. Hvor nogle "finere" trinbrætter i perioder blev forbedret med en front af sveller for at holde på perronfylden, klarede Hjortlund sig med regelmæssig retning og efterfyldning. Grusløsningen var billig at anlægge og enkel at vedligeholde; samtidig gav den en tilstrækkelig trin- og ståoverflade for få påstigere ad gangen. Fraværet af venteskur understreger trinbrættets nøgterne karakter. Rejsende var udsat for vejr og vind, og i regn eller blæst var perronopholdet ikke komfortabelt. Set fra banens side reducerede man dog både anlægs- og vedligeholdelsesudgifter og minimerede risikoen for hærværk og slitage på små, ubemandede anlæg.

Vedligeholdelsesrutinerne var tilsvarende enkle: grus blev efterfyldt ved behov, perronkanten blev retableret efter frostperioder og kraftig nedbør, vegetationen langs perron og baneskråning blev slået et par gange i vækstsæsonen, og dræn i rabatterne blev holdt åbne for at sikre stabilitet i underbygningen.

Trinbrætsignalet med "katteøje"

Som på de øvrige TKVJ-trinbrætter var Hjortlund udstyret med et manuelt, drejeligt trinbrætsignal: en cirka tre meter høj mast malet i rødt og hvidt, med et rektangulært signalfelt monteret i toppen. Hos Hjortlund var skiltet udstyret med et stort refleksglas - et "katteøje" - der forøgede synligheden ved tusmørke eller ved lav sol. Systemet var passagerbetjent: skulle toget standse, drejede den rejsende signalfeltet ud i tide, så føreren i motorvogn, skinnebus eller damptog tydeligt kunne se anråbet og bremse kontrolleret til stop ved perronen. Når ingen ønskede optagning, stod fløjen i neutral stilling, og toget passerede uden stop.

Anvendelsen forudsatte lokal viden om proceduren. Derfor var der typisk opslag i nærheden af signalknægten med korte instrukser om, hvordan fløjen skulle betjenes, og hvornår den skulle rettes tilbage. I praksis blev denne viden hurtigt lokalt fælleseje og gik i arv blandt brugerne.

Oplandets karakter: fladt, sandet og spredt bebygget

Hjortlund lå i et opland, som var tyndt befolket, fladt og præget af sandede jorde og små plantager. Her var afstandene til nærmeste bemandede station mærkbare, og vejnettet bød ikke altid på hurtige forbindelser - særligt i våde perioder, hvor sandede veje kunne være tunge at køre på. Trinbrættet gjorde det muligt at koble hverdagsbehov til jernbanen: skolebørn kunne nå overbygningsskole længere væk, landboere kunne ordne ærinder i handelsbyerne, og ældre beboere fik en mere håndterbar adgang til læge eller post. Antallet af daglige påstigere var begrænset, men for de husstande, der benyttede stoppet, var værdien konkret.

Driftsformer: motorvogn, skinnebus og blandede tog

Hjortlunds levetid falder i en periode, hvor TKVJ systematisk omlagde en stor del af persontrafikken til motorvogn og siden skinnebus. Fjederlette tog med god acceleration og korte bremseveje gav netop den fleksibilitet, trinbrætbetjening krævede. I driftsplanerne indgik Hjortlund typisk som "stop efter behov", ofte markeret i køreplanstabellerne med særlige symboler eller noter. I myldretider kunne blandede tog (gods + person) forekomme, men den primære betjening af små trinbrætter lå hos skinnebusserne. For førerne betød trinbrætsignalet, at man visuelt skulle scanne for udslået fløj i god tid før perronen - en rutine, der indgik i instruksen for strækningen.

Fra uofficielt til officielt trinbræt i 1955

Springet fra uofficiel betjening skete gradvist, hvor trinbrættet fra 1942 var officiel ved TKVJ, men først blev optaget i landskøreplanen i 1955. Med flere privatbaner og statsbaner i tæt korrespondance blev synlige, entydige oplysninger i køreplaner en fordel for rejsende, der skiftede mellem selskaber. Samtidig var det banefagligt hensigtsmæssigt, at alle stop med rimelig, vedvarende betjening fremgik i de trykte tabeller; det reducerede misforståelser og gav regionalt overblik over rejsemuligheder.

Vedligehold og daglige rutiner

Små trinbrætter blev tilset ved runderinger. Banemænd kontrollerede perronens bæreevne, fornyede grusfyld og smurte signallejer. Blink/klokke-anlægget ved overskæringen blev serviceret efter plan: pærer/linser kontrolleret, klokkejustering udført og el-forsyning samt relæer testet. Vegetationskontrol langs sporaksen var central for god sigt, ikke mindst fordi trinbrætsignalet skulle kunne ses tydeligt.

Passagerprofiler og rejsemønstre

Den typiske bruger var en lokal beboer med faste ærinder: skoleelever på hverdage, indkøbsture ugens bestemte dage, lægebesøg og sporadiske familiebesøg. Bilismen voksede i 1950'erne og 1960'erne, men mange husstande holdt fast i skinnebussernes stabilitet. At et stop som Hjortlund var "på signal" gjorde det muligt at tage et tog, uden at det kostede tid for øvrige passagerer, når ingen stod klar. Passagertallet målt over året var beskedent, men volumen i tyndt befolkede områder kan ikke alene måles per perronmeter; relevansen ligger i, at alternativerne var få.

Hjortlund og afviklingstiden

TKVJ's persontrafik ebbede ud i 1960'erne, og selve banen blev nedlagt i 1968. Hjortlund eksisterede som trinbræt gennem en betydelig del af sin baneperiodes sidste år. Overgangen fra jernbane til rutebil fulgte de samme korridorer, og for mange i oplandet blev rejsemønstrene reelt videreført på hjul.