Løgumkloster Holmplads Trinbræt, en artikel om Løgumkloster Holmplads Trinbræt

Løgumkloster Holmplads Trinbræt – Central station midt i Løgumkloster

Løgumkloster Holmplads Trinbræt lå strategisk placeret dér, hvor banen svingede i en sydlig retning mod statsbanestationen fra hovedgaden i Løgumkloster. På grund af sin centrale placering fik trinbrættet hurtigt større betydning for byens borgere end den mere afsidesliggende endestation uden for byen. Holmplads blev således hurtigt et vigtigt knudepunkt i lokaltrafikken, og det var herfra, de fleste passagerer valgte at rejse.

Anlægget ved Holmplads Trinbræt var simpelt og bestod blot af en kort jordperron med signal og en lygte. I modsætning til mange andre stationer på den tid var der ingen egentlig ventebygning eller sidespor til gods. Derfor var det også begrænset, hvor meget gods der kunne ekspederes herfra, og stationen var tiltænkt passagertrafik.

Petra Petersen og billetsalget i den tidlige periode

Fra åbningen af driften og frem til 1906/1907 blev billetsalget varetaget af Petra Petersen, en lokal restauratrice, der boede i umiddelbar nærhed af perronen. Petra Petersen stillede to ventesale til rådighed for passagererne, hvilket gjorde opholdet behageligt trods fraværet af en egentlig stationsbygning. Afstanden fra ventesalene til perronen var kort – omkring 50 meter – og denne praktiske løsning gjorde det nemt for passagererne at opholde sig i ly for vejret, mens de ventede på toget.

Petra Petersen havde stor betydning for stationens funktion i de tidlige år, og hendes engagement gjorde, at trinbrættet blev populært blandt byens borgere. Denne popularitet voksede yderligere, da passagertallet hurtigt steg, hvilket tydeligt illustrerede behovet for en mere permanent løsning i form af en egentlig stationsbygning.

Hans Christian Nissen og etableringen af gæstgivergården Holmplads

Efter Petra Petersens giftermålet med Hans Christian Nissen, en gårdmandssøn fra Maarbæk, overtog han billetsalget. Nissen så hurtigt muligheder i den store passagertrafik ved trinbrættet og begyndte planlægningen af en ny gæstgivergård. Allerede i 1907/1908 var Nissens planer realiserede, og gæstgivergården Holmplads stod klar.

Holmplads-gæstgivergården var en imponerende bygning i røde mursten på hele tre etager med teglstenstag og en kraftig enderisalit i den nordlige del samt en rejsestald mod syd. Denne bygning kom til at fungere som den egentlige stationsbygning helt frem til banens lukning i 1926.

Sikkerhedsforanstaltninger ved Holmplads Trinbræt

På grund af Holmplads' centrale beliggenhed på Løgumklosters mest trafikerede plads og den skarpe kurve med en radius på kun 150 meter, blev sikkerheden et væsentligt emne. Baneledelsen måtte træffe særlige sikkerhedsforanstaltninger, som blandt andet krævede, at togføreren skulle gå foran hvert tog med en advarselsklokke fra bygrænsen til et punkt 100 meter syd for stationsbygningen.

Denne sikkerhedsforanstaltning blev senere delvist ophævet fra 1. februar 1903, hvor området blev begrænset til cirka 50 meter ud for byens skole. Samtidig blev den maksimale hastighed fastsat til 6 km/t for at sikre passagerernes og byens borgers sikkerhed bedst muligt.

Kontroverser og udfordringer med billetsalget

Hans Christian Nissen kom dog hurtigt i konflikt med baneledelsen, og disse konflikter gav anledning til flere problemer og skriverier. En af de mest bemærkelsesværdige hændelser fandt sted den 9. februar 1910, hvor portør Kroger i Løgumkloster skulle afgive en vigtig meddelelse til togføreren vedrørende oversvømmelser på banen. Kroger måtte vente hele 10 minutter, da telefonen var optaget af Nissen, som førte en dansk samtale. Trods advarsler fortsatte Nissen samtalen, hvilket resulterede i en advarsel fra driftsbestyreren, som Nissen dog ikke tog synderligt alvorligt.

I de følgende år fortsatte problemerne med billetsalget. Der blev blandt andet rapporteret, at Nissen havde taget for meget for billetter og at rejsegods ikke blev ekspederet rettidigt. I 1911 kom endnu en klage, denne gang fordi Nissen ikke var stået op til det tidlige tog kl. 06:05, hvilket havde resulteret i, at en syg kvinde måtte stå på perronen uden ly og købe billet i toget. Nissen svarede igen, at det sjældent var nødvendigt at stå tidligt op, da det næsten aldrig skete, at der blev solgt billetter til det pågældende tog.

Denne holdning blev dog stærkt irettesat af driftsbestyreren, som understregede, at ventesalen skulle være åben og billetter ekspederet uanset tidspunktet. Om Nissen fulgte denne instruks vides ikke med sikkerhed, men han beholdt stillingen som stationsagent helt til banens lukning, til trods for at lignende episoder også fandt sted i 1923, hvo 4 passagerer måtte vente forgæves på billetsalg.

Persontrafikken og dens betydning

Holmplads Trinbræt var i høj grad præget af passagertrafikken, da der ikke var anlagt noget sidespor til godstransporter. Persontrafikken havde stor betydning for lokalsamfundet, og langt størstedelen af passagererne til og fra Løgumkloster benyttede Holmplads frem for endestationen ved statsbanen.

I de første driftsår, hvor fem tog dagligt kørte i hver retning, var forholdet mellem rejsende fra Holmplads og endestationen omkring 1 til 3. Dette forhold ændrede sig markant med tiden. I 1907/1908 ekspederede Holmplads hele 15.000 rejsende, mens endestationen kun havde omkring 2.000 rejsende. Da toggangen blev begrænset under Første Verdenskrig, faldt tallene betydeligt, og i 1917/1918 var der kun henholdsvis 1.000 rejsende fra Holmplads og 500 fra endestationen.

I banens sidste driftsår, under dansk administration, stabiliseredes trafikken igen, og antallet af rejsende nåede omkring 12.000 årligt samlet set fra begge stationer. Det betød dog stadig, at mange tog kørte tomme mellem Holmplads og endestationen.

Bygningens skæbne efter banens lukning

Gæstgivergården Holmplads fungerede mange år efter banens nedlæggelse som almindelig beværtning, men blev senere lukket og stod i en periode tom og forfalden hen. Den karakteristiske bygning, der i sine sidste år fremstod som en borglignende struktur med enderisalitter, blev endeligt nedrevet i 1987 efter mange års forsømmelse og forfald.