Slyngsten Holdeplads, en artikel om Slyngsten Holdeplads

Slyngsten Holdeplads – en lille holdeplads med en hvis lokal betydning

Slyngsten Holdeplads var en af de beskedne men dog rimelig benyttede standsningssteder på amtsbanestrækningen. Beliggende hvor banen krydsede hovedlandevejen mellem Aabenraa og Sønderborg – via Felsted og Bovrup – var holdepladsen tænkt som betjening for det spredte opland, der omfattede en håndfuld gårde og huse langs landevejen, samt potentielle rejsende fra den østligt beliggende landsby Svejrup. Selvom Svejrup lå omtrent lige langt fra både Slyngsten og Bovrup, havde Slyngsten den fordel, at man kunne undgå den omvej, der fulgte med en rejse via Varnæs. Dermed blev Slyngsten en attraktiv valgmulighed for lokale rejsende, trods dens status som en beskeden holdeplads uden fuld betjening.

Geografisk placering og tilknytning til nærområdet

Slyngsten Holdeplads lå centralt i forhold til hovedlandevejen, som fungerede som en af de vigtigste øst-vestgående færdselsårer i området. Denne vejbandt Aabenraa, Felsted, Bovrup og Sønderborg sammen og blev flittigt benyttet til både person- og godstransport. Holdepladsen lå præcist der, hvor banen krydsede vejen, hvilket gjorde det muligt for rejsende i området at stige af og på uden nævneværdig omvej.

Det omgivende landskab bestod primært af landbrugsjord og mindre bebyggelser. Blandt de vigtigste brugere af holdepladsen var indbyggerne i Svejrup, som lå ca. to kilometer mod øst. Alternativet for disse rejsende ville ofte have været Bovrup Station, men herfra skulle de ad en længere rute, der via Varnæs ville tage omkring 20 minutter længere tid. Slyngsten var derfor et praktisk valg for mange, selvom faciliteterne var beskedne.

Anlæg og udstyr ved holdepladsen

Selve holdepladsen bestod af en kort jordperron, som var udstyret med en svellekant og et stopsignal. Jordperronen var placeret syd for hovedvejen, og i det daglige blev driften understøttet af en enkel men funktionel infrastruktur.

Denne person var Jørgen Hansen, der i hele banens levetid fungerede som uofficiel stationsforstander. Hansen var ejer af et lille, stråtækt hus, og han stod for både billetsalg, ekspedition af rejsegods og pasning af perronens belysning. Til dette arbejde fik han et årligt honorar på 50 mark – en sum, der var høj da Jørgen Hansen ikke skulle varetage egentligt stationsanlæg.

Jørgen Hansen stillede dog et værelse og et lokum til rådighed for passagererne i en mindre bygning tæt ved sporet. Denne bygning er fortsat bevaret, selv om den i dag (2019) er kraftigt ombygget og fungerer som en del af en garage. Trods sin simple fremtoning var den et vigtigt element i holdepladsens funktion, idet den gav læ og adgang til faciliteter for de rejsende.

Jørgen Hansens samarbejde med banen

Det var ikke uden udfordringer, at Jørgen Hansen varetog ekspeditionen ved Slyngsten Holdeplads. I 1906 anmodede han om et tillæg på 12 mark årligt for lygtepasningen, hvilket dog blev blankt afvist af driftsbestyrer Paap. Paap mente ikke, at der var belæg for en forhøjelse – tværtimod antydede han, at holdepladsen udelukkende eksisterede som en gestus over for Hansen selv, og stillede spørgsmål ved, om Hansen også havde en biindtægt ved gæstgiveri, trods Hansen ikke havde bevilling.

Dette sidste var i og for sig korrekt, da Hansen ikke havde gæstgiverbevilling. Alligevel synes det klart, at han i praksis tilbød en form for gæstfrihed, der mindede om den, man fandt ved de egentlige stationskroer. Denne praksis blev tilsyneladende accepteret uofficielt af banen, givet at vederlaget var lavt og driften blev passet.

Hansens utilfredshed med afslaget på vederlagsforhøjelsen afspejledes muligvis i hans senere engagement. Den 31. december 1913 noterede togfører Trechnich i en indberetning, at perronen ikke var oplyst ved ankomsten af tog nr. 2 nytårsaften – en forsømmelse, der blev påtalt af ledelsen.

Økonomisk udvikling og inflationspåvirkning

Som følge af efterkrigstidens inflation blev det oprindelige honorar på 50 mark hurtigt udhulet. Jørgen Hansen ansøgte derfor den 30. august 1919 om en forhøjelse til 100 mark, hvilket overraskende resulterede i, at aflønningen fra december 1920 blev hævet til hele 200 mark årligt. Dette viste, at banen trods alt anerkendte hans arbejde og driften af holdepladsen.

Det er værd at bemærke, at selv om der kun var tale om en holdeplads. Hansen havde ansvar for opgaver, der normalt blev varetaget af personale på fuldgyldige stationer. Han var billetmægler, godsekspeditør, lygtepasser og uformel vært – alt i én person. Uden ham ville Slyngsten næppe have overlevet som Holdeplads.

Rejsende og trafik ved holdepladsen

Selvom Slyngsten Holdeplads aldrig blev blandt de store trafikknudepunkter på banen, havde den et stabilt og vedvarende passagergrundlag. Gennem hele banens levetid lå antallet af ankommende og afgående rejsende på omkring 4.000 årligt. Dette var et respektabelt tal for en holdeplads uden stationsbygning og med minimal infrastruktur. Det viser, at der var en reel lokal efterspørgsel, og at holdepladsen havde en funktion i befolkningens hverdag.

Forsøg på nedlæggelse og holdepladsens overlevelse

I 1922 forsøgte driftsbestyreren at få Slyngsten Holdeplads nedlagt, formentlig som led i rationaliseringer og spareplaner. Men forsøget mislykkedes, og holdepladsen fortsatte sin drift frem til banens lukning. At den overlevede så længe skyldtes uden tvivl det lokale engagement og det konstante antal rejsende, der gjorde, at den kunne opretholdes med beskedne midler.