Aabenraa Sønderport Trinbræt, en artikel om Aabenraa Sønderport Trinbræt

Aabenraa Sønderport Holdeplads – lokal jernbanehistorie i det sydlige Aabenraa

Aabenraa Sønderport Holdeplads spillede en mindre, men ikke uvæsentlig rolle i driften af Aabenraa Amts Jernbaner i perioden omkring århundredeskiftet og frem til nedlæggelsen af Amtsbanerne i 1926. Holdepladsen, der oprindeligt var tænkt som et praktisk supplement til hovedstationen i Aabenraa, blev etableret for at betjene den sydlige del af byen og det omkringliggende opland, herunder lokale købmænd og rejsende med ærinde i den sydlige del af byen. Beliggenheden var blot 700 meter syd for Aabenraa Amtsbanegård og 50 meter vest for den trafikerede Sønderport-gade, som løber i nord-sydlig retning gennem byen.

Fra holdeplads med læssespor til trinbræt uden funktioner

Ved sin oprettelse i tysk tid havde Aabenraa Sønderport Holdeplads et læssespor, der gav mulighed for at håndtere gods, især til nærliggende handlende. Der blev etableret et 23 meter langt stikspor, som gjorde det muligt at placere enkelte godsvogne, særligt for en lokal kornhandler. Der var dog ingen formel perron i traditionel forstand; i stedet udgjorde en smal sti forbindelsen mellem Sønderport og stationspladsen, hvor passagerer steg af og på toget. Dette område fortsatte derefter forbi stationskroen og langs stiksporet, hvilket gav området en rustik og lokalt tilpasset karakter.

Efter Genforeningen i 1920 ændrede forholdene sig drastisk. Den danske overtagelse af banenettet betød nye prioriteringer og ændrede rejsemønstre. Trafikken faldt mærkbart, og Aabenraa Sønderport Holdeplads blev i praksis nedsat til et trinbræt uden læssespor. Funktionen som holdeplads blev derved reduceret til et stop uden særlige faciliteter, og kun persontrafik fandt sted, indtil hele amtsbanestrækningen blev nedlagt den 31. marts 1926.

Uenigheder om holdepladsens karakter og betydning

Allerede før banens åbning var der uenighed om, hvilken status Aabenraa Sønderport Holdeplads skulle have. Drøftelserne begyndte så tidligt som i 1896 mellem amtskredsen og Aabenraa byråd, uden at man kom frem til nogen entydig afgørelse. Den 28. april 1897 indgik kredsudvalget imidlertid en konkret aftale med købmand Lorenz Hansen i Aabenraa. Han forpligtede sig til at stille grund til rådighed uden vederlag, finansiere to mindre broer over Mølleåen samt opføre en kombineret gæstgivergård og billetsalgssted, mod at få koncession på udskænkning af alkoholiske drikke fra den nye bygning. Aftalen blev godkendt af kredsjernbanekommissionen, men indeholdt uklarheder, som skabte forvirring om billet- og godshåndteringsrettigheder.

Billetsalg og godstransport – en vedvarende kilde til konflikt

Direktør Kuhrt fra banens ledelse henvendte sig i juli 1898 til kredsjernbanekommissionen med spørgsmål om passagerers adgang og billetsalg. Det overraskende svar var, at passagerer måtte stige både af og på ved Sønderport, men at al billetsalg fortsat skulle ske fra hovedstationen. Da spørgsmålet om stykgods blev rejst, blev det præciseret, at sidesporet alene var til købmand Hansens eget brug, og at der ikke skulle håndteres gods for andre fra Sønderport.

Alligevel skiftede holdningen hurtigt, og kredsjernbanekommissionen besluttede, at Hansen skulle have billetsalget fra Sønderport, dog til samme priser som hovedstationen. Dette udløste en protest fra tre byrådsvalgte medlemmer af kredsdagen, som fandt beslutningen i strid med byens interesser og tidligere mundtlige aftaler. Et møde i kredsjernbanekommissionen den 14. december 1898 førte dog ikke til ændringer, idet kommissionen stod fast på, at der ikke forelå nogen bindende aftale, og at løftet til Hansen skulle opretholdes.

Opførelse af en beskeden stationsbygning

Midt i stridighederne opførte Lorenz Hansen den aftalte bygning – en beskeden stationskro på blot 10 x 8,7 meter. Bygningen rummede i stueplan to små restaurationslokaler á 5 x 4 meter, som skulle fungere som ventesale for henholdsvis 2. og 3. klasse. Derudover var der køkken, trapperum og en dagligstue til krofatteren, mens 1. salen husede to værelser i hver gavl. Bygningen var af gule mursten med sort skifertag og et relativt nøgternt udseende, bortset fra dekorative røde mursten over vinduerne og enkelte hjørnepilastre. Den arkitektoniske stil skilte sig ud fra den typiske preussiske pynt, og kunne nemt være fundet i en dansk provinsby.

Fra Hansen til Gulløve og videre – en broget ejerhistorik

Den 25. januar 1899 indgik Hansen en formel aftale med banemyndighederne om billetsalg og ekspedition af rejsegods, mod et årligt honorar på 400 mark. I første omgang var det Thomas Gulløve, en 50-årig medarbejder hos Hansen, som udførte arbejdet som stationsagent. Først den 28. maj 1900 fik Gulløve officielt koncessionen og overtog lejemålet af bygningen, som han senere også købte. I 1909 videresolgte han både bygning og agentur til en tysker ved navn Neubert, som slog ventesalene sammen og ændrede anvendelsen af de bagvedliggende rum. Herefter fulgte flere værter og ejere i en forholdsvis kort ejerskaber.

I 1911 overtog Schmidt gæstgiveriet, men han blev hurtigt upopulær blandt både rejsende og banens folk, og hans tid som vært blev betegnet som "sehr schlechte" (meget dårlig). Han blev snart afløst af Christian Madsen, hvis navn signalerede tilbagevenden til dansk dominans, men også han fik en kort karriere og døde blot to år efter overtagelsen.

Kvindernes æra på Aabenraa Sønderport

Efter Madsens død gik driften af gæstgiveriet videre til hans enke og senere til Marie Hansen og Mette Schmidt. Fra 1914 til 1926 blev Aabenraa Sønderport Holdeplads dermed drevet af kvinder. Trods de kvindelige værters indsats var forholdet til banen fortsat præget af gnidninger. I 1922 bad banebestyrelsen borgmester Fink om at sikre, at udskænkningsbevillingen fremover blev betinget af, at værten også varetog agenturet. Da banen ikke ejede bygningen, havde man svært ved at føre kontrol med driften, hvilket førte til klager fra passagerer, som banens ledelse ikke havde mulighed for at håndtere effektivt.

Trafiktal og konkurrence fra hovedstationen

I banens første leveår var Aabenraa Sønderport Holdeplads faktisk bedre besøgt end hovedstationen. Der var næsten dobbelt så mange rejsende, hvilket især skyldtes den tætte bebyggelse og det mere folkelige opland i byens sydlige del. Men denne situation ændrede sig markant over tid. Det kommercielle centrum i Aabenraa flyttede sig mod nord, og rejsende, især dem med destination mod Løgumklosterbanen, havde brug for at komme hele vejen til hovedstationen. I 1918/1919 var der kun 15.000 passagerer, som benyttede Sønderport, mens hele 78.000 brugte hovedstationen. Året efter var tallene 15.000 mod 69.000. Det fremgår, at Sønderports betydning var aftagende, og at infrastrukturen i stigende grad blev centreret omkring hovedstationen.

Nedlæggelsen og bygningens videre skæbne

Da Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt den 31. marts 1926, ophørte også driften ved Aabenraa Sønderport Holdeplads. Gæstgiveriet blev nedlagt få år senere, og bygningen overgik herefter til privat boligformål. Blandt beboerne var bl.a. familien Gulløve, som havde en historisk tilknytning til stedet. I starten af 1970'erne stod bygningen dog tom og i stærkt forfald. Efter mange års forsømmelse blev den til sidst revet ned i 1975.

Området, hvor stationsbygningen lå, er i dag et lille grønt anlæg ved en sti, som følger det tidligere banelegeme. Kun få fysiske spor er tilbage, men lokalhistorien lever videre som en del af Aabenraas jernbanekulturelle arv.