Bedsted Løgum (Smalspor) Stationskro, en artikel om Bedsted Løgum (Smalspor) Stationskro

Bedsted-Løgum Stationskro – Beliggenhed og betydning i det lokale landskab

Bedsted-Løgum Stationskro lå i det sydøstlige hjørne af den store sønderjyske landsby Bedsted, som på tidspunktet for stationens etablering havde omkring 300 indbyggere. Stationen blev anlagt syd for sognevejen, der forbandt Sivkro med Øster-Terp, og selv om det omkringliggende opland mod nord var sparsomt bebygget og præget af engdrag og mose, spillede stationen alligevel en væsentlig rolle som transportknudepunkt for området. Især vejforbindelsen mod syd til Hessel og Rabsted bragte trafik til stationen, da flere gårde og mindre bebyggelser lå i denne retning.

Jernbanens tilstedeværelse var i sig selv en væsentlig begivenhed for en landsby som Bedsted, og det er bemærkelsesværdigt, at der ved anlæggets start kun fandtes et enkelt gæstgiveri i hele byen. Denne kro var ejet af Ernst Hybschmann, og da stationens placering blev fastlagt et stykke nord for den eksisterende kro, valgte Hybschmann strategisk at stille jord gratis til rådighed for stationens opførelse og flytte sin virksomhed hertil. Dette var ikke blot et spørgsmål om velvilje, men også en manøvre, der skulle forhindre andre i at opnå krobevilling i konkurrence med ham.

Fra Bedsted til Bedsted-Løgum – navneændring og jernbanens udvikling

Stationen blev ved åbningen blot benævnt "Bedsted", men for at undgå forveksling med Bedsted i Thy ændrede man først navnet til "Bedsted Lø" den 24. september 1920 og dernæst til det endelige "Bedsted Løgum" den 1. juli 1922. Ændringerne afspejler både et behov for entydighed i betjeningen og en voksende bevidsthed om det jernbanemæssige netværks betydning for regionens kommunikation og logistik efter genforeningen i 1920.

Bedsted Løgum var en af de mere betydningsfulde stationer langs strækningen og fungerede som krydsningsstation. Den var udstyret med et 60 meter langt krydsningsspor samt et 41 meter langt læssespor.

Stationsbygning og kroens opførelse

Trods sin rolle i jernbanens struktur var selve stationsbygningen ikke klar til banens åbning. Hybschmanns byggeri trak ud, og han blev derfor nødt til midlertidigt at varetage billetsalget fra sin gamle kro, hvilket vakte utilfredshed hos baneledelsen. Han blev pålagt at fremskynde opførelsen af den nye bygning. Resultatet blev en imponerende stationsbygninger.

Stationsbygningen stod færdig i foråret 1902 og blev opført i røde mursten og bygningen indeholdt to ventesale og billetsalg, værelser til rejsende samt en købmandshandel i den østlige ende. Den havde et klart stationsmæssigt udtryk, som den delte med f.eks. Klovtoft. Dens størrelse vidner om den betydning, stationen havde for området og den optimisme, man havde for den fremtidige trafik.

I dag er bygningen stadig bevaret og man kan stadig ane det oprindelige stationsnavn "Bedstedt" og afstandsangivelsen "Apenrade 41,3 km" på bygningens facade – et sjældent bevaret spor fra en svunden jernbanetid.

Jernbanefaciliteter og omliggende bebyggelse

Perronen lå umiddelbart udenfor kroen og var forsynet med en lygte. Vest for denne opførte Hybschmann et varehus i træ, som tjente til opbevaring og ekspedition af gods. Foruden det nævnte omløbsspor på 60 meter lå der yderligere et 41 meter langt læssespor mod vest. Dette gjorde det muligt for stationen at håndtere både indkommende og afgående transporter – en funktion som var vigtig for de lokale landbrug og handlende.

Selve landsbyen Bedsted havde en stærk missionsk kultur, hvilket førte til visse sociale spændinger omkring stationskroen. Ligesom ved andre stationskroer blev der indtaget alkohol, og der opstod forstyrrelser, hvilket ikke var velset i det missionske miljø. Dette bidrog til en vis modvilje mod kroens tilstedeværelse.

Hybschmann selv valgte da også at trække sig delvist ud af krodriften i 1910, hvor han opførte en ny købmandsbutik længere mod syd i byen. Herefter solgte han stationskroen til kommuneforstander Johannes Johannsen, som indrettede kontor i bygningen og brugte den som kommunerådssal. Johannsen blev dog hurtigt træt af rollen som krovært og solgte allerede i 1914 videre til Georg Knudsen.

Gæstgiveriets ophør og bygningens videre skæbne

Georg Knudsen, som var stærkt missionsk indstillet, valgte omkring Genforeningen at stoppe udskænkningen af stærke drikke og nedlagde kort tid efter gæstgiveriet helt. Dermed sluttede den egentlige krodrift i Bedsted-Løgum, og siden har der ikke været nogen kro i byen. Tørstige sjæle måtte herefter søge til Øster Terp eller Hellevad, hvor der stadig fandtes gæstgiverier.

Knudsen beholdt bygningen og indrettede også kontor her, hvorfra han som sognerådsformand udførte sit hverv. Ved sin død i 1953 overgik ejerskabet til hans familie, og både sønnen og senere dennes enke har beboet stueetagen, mens 1. sal blev udlejet. Dermed fortsatte bygningen med at spille en vigtig rolle i byens liv, selv efter banens ophør.

Passagertrafik og udvikling i antallet af rejsende

Stationen havde i sine første leveår en god passageromsætning. Årligt blev der solgt omkring 8.000 billetter, hvilket placerer stationen blandt de bedre benyttede på strækningen. Denne udvikling blev dog brudt under Første Verdenskrig, hvor den begrænsede toggang førte til et fald i antallet af rejsende. I 1917/1918 var antallet nede på omkring 1.000, hvilket viser hvor kraftigt konflikten påvirkede lokaltrafikken.

Efter krigens afslutning begyndte passagertallet dog at stige igen. I 1923/1924 – var tallet steget til over 3.000, hvilket vidner om en vis genopretning, men også om banens generelle udfordringer i forhold til nye transportformer og ændrede rejsevaner.

Godstrafik og stationens logistiske funktion

Stationen havde ikke kun betydning for persontrafikken. Godstrafikken var betydelig og udgjorde en vigtig del af banens eksistensgrundlag. I den tyske tid blev der årligt registreret over 1.000 tons ankommet og afsendt gods. Dette tal voksede i takt med øget lokalproduktion og behov for transport af især landbrugsvarer, byggematerialer og brændsel.

I banens sidste år oplevede man en yderligere forøgelse, idet stationen blev brugt til udskibning af grus og mergel, hvorved godsmængden nåede op mod 2.000 tons årligt. Disse transporter var afgørende for områdets landbrug, der anvendte mergel til forbedring af jorden og grus til vejbyggeri og anlægsarbejder.