Hellevad (Smalspor) Stationskro, en artikel om Hellevad (Smalspor) Stationskro

Hellevad Stationskro eller Hellevad Trinbræt med billetsalg fra Kløver Es Kro

Hellevad Stationskro spillede en central rolle i livet omkring Hellevad Station, der lå nord for amtsvejen fra Aabenraa til Løgumkloster. Stationen blev anlagt i hjertet af den store landsby Hellevad og fungerede både som knudepunkt for passagerer og gods samt som lokal samlingsplads via den tilknyttede kro. Med sine stærke trafikforbindelser og beliggenhed i et opland præget af håndværk, landbrug og detailhandel, blev Hellevad et vigtigt center i den regionale infrastruktur. Hellevad Sogn havde i 1925 1.016 indbyggere, hvoraf kirkebyen alene talte 386, og her fandtes 3 bankfilialer, 12 købmænd, 15 håndværkere og to mejerier. Mejerierne blev dog  i 1920 slået sammen til ét.

Hellevad Stationskro lå oprindeligt i den ældre gæstgivergård "Kløver Es", som umiddelbart lå op til perronen. Den første ejer, gæstgiver Vogt, indgik kontrakt med banen om den daglige drift i forbindelse med togene. Dette var praksis mange steder i det sønderjyske amtsbanenet, hvor kroejere påtog sig opgaven som stationsforstandere. Hellevad Stationskro blev i de første år et centrum for rejsende, handel og forsendelse.

Fra Kløver Es til ny stationskro – en opdeling af funktioner

Selvom "Kløver Es" havde fungeret som stationsbygning og gæstgiveri, opstod der snart et ønske om en mere tidssvarende og rummelig løsning. Allerede kort efter banens åbning blev der solgt et stort grundareal nord for banen til Nis G. Jessen og bygmester Jens Christian Nissen, som opførte en ny gæstgivergård med facade direkte mod jernbanelinjen. Byggeriet blev påbegyndt i 1903, og den1. juli samme år stod bygningen færdig, hvorefter stationsfunktionen og gæstgiveriet flyttede over i den nye bygning.

Kroen rummede både restauration og købmandshandel og var fra starten tænkt som en moderne afløser for de gamle krobygninger. Disse fortsatte en tid i anden funktion, men krodriften dér ophørte. Den nye stationsbygning blev et markant element i bybilledet, opført i gule mursten med markant midterrisalit og front mod sporene. Ved siden af den nye bygning blev der anlagt et muret varehus samt en større lagerbygning i træ ved omløbssporet. Perronen flyttedes også fra sydsiden til nordsiden af hovedsporet.

Ejerskifter og økonomiske vanskeligheder

I 1906 blev Hellevad Stationskro solgt til Thomas Hansen fra Kassøe for 44.000 mark, hvilket blev begyndelsen på en lang periode med vanskeligheder. Kroen og købmandshandelen blev opdelt, og nye ejere havde svært ved at få det hele til at løbe rundt. I de efterfølgende år blev stationen handlet flere gange, og i 1909 endte Apenrader Actien-Brauerei med at overtage ejendommen på tvangsauktion. Bryggeriet lod den tidligere kroejer fortsætte som bestyrer en tid, men solgte året efter til gæstgiver Sönnichsen.

Der var dog ikke ro om stationen. Allerede i 1910 klagede baneformand Schnefeldt over forholdene ved Hellevad Station. Godset lå spredt over hele området, og togpersonalet nægtede ofte at tage det med, da det ikke var korrekt mærket. I 1911 erkendte stationsagenten problemerne og lovede bedring. Datteren blev sat til at varetage ekspeditionen, og i 1912 udtalte baneformanden, at forholdene nu var nogenlunde acceptable.

Genforeningen og nye udfordringer

Efter Genforeningen i 1920 overgik stationsagenthvervet til købmand og kroejer Theilman. Han opnåede en højere aflønning end tidligere – 400 kr. årligt – men han var alligevel utilfreds. I januar 1922 bad han om lønforhøjelse, og da det blev afvist, tilbød han at afstå stationen. I april samme år indgik han dog en ny aftale på forbedrede vilkår.

Trods denne aftale fortsatte problemerne. I juni 1922 var der ingen til at sælge billetter til formiddagstoget, og Theilman forklarede, at han havde været i kirke og ikke ønskede at lade hvem som helst passe billetsalget. Han påpegede også, at hans butik fungerede som billetsalgssted og at han ikke altid kunne være til stede.

I 1923 blev stationskroen solgt, og de følgende tre år havde den hele tre forskellige ejere. Den sidste gæstgiver i banens levetid, Andreas Peter Andresen, blev på stedet efter banens lukning, men solgte bygningen seks måneder senere til Andreas Petersen, som byggede en ny sal til og fortsatte forretningen i adskillige år.

Drift og dagligliv ved Hellevad station

Hellevad Stationskro og stationsfunktionen udgjorde en væsentlig del af det lokale dagligliv. Ud over den rejsende trafik og ekspeditionen af gods, var kroen et vigtigt mødested for lokalbefolkningen. Hellevad lå centralt for vejforbindelserne i området, og den tætte kontakt til byer som Klovtoft, Horsbyg og Hønkys gjorde stationen til et oplagt omdrejningspunkt. Kroens kombination af servering, mødesal og billetsalg gjorde stedet til noget mere end blot en transportfacilitet.

Trods udfordringer med ejerskab og driftsproblemer fungerede stationen i mange år med relativ stabil trafik. Før Første Verdenskrig lå antallet af rejsende på mellem 12.000 og 14.000 om året – en betragtelig mængde sammenlignet med de fleste andre stationer vest for Hovslund. Under krigen faldt dette drastisk på grund af reduceret toggang og usikkerhed i befolkningen. Antallet af rejsende faldt til under 5.000 årligt, men efter krigens afslutning og genoptagelsen af en mere stabil drift steg antallet igen og nåede omkring 7.000 rejsende om året i banens sidste år.

Godstrafikken ved Hellevad Station var endnu mere bemærkelsesværdig. Allerede i 1902/1903 blev der registreret 1.218 tons ankommet og afsendt gods. Dette inkluderede typisk landbrugsprodukter som korn, foderstoffer, mælkeprodukter og andet fra områdets mange gårde og mindre industrier. Under krigen steg behovet for lokal transport, og alene i årene 1916/1917 blev der afsendt 1.146 tons gods. I 1923/1924 toppede godstrafikken med hele 4.340 tons – en indikation af stationens vigtige rolle for den lokale økonomi.

Jernbanens samspil med kro- og købmandsdrift

Stationskroens dobbeltrolle som transportknudepunkt og lokalt samlingssted var ikke usædvanlig for tiden, men i Hellevad fik denne kombination et særligt præg. Den tyske tradition med at kombinere stationsdrift med gæstgiveri blev videreført efter Genforeningen. Theilman, som nævnt tidligere, drev både kro og købmandsforretning. Dette stillede store krav til den enkelte erhvervsdrivende – både i forhold til logistik, åbningstider, kundebetjening og de særlige regler og pligter, der var forbundet med at være stationsagent.

Den løbende diskussion om lønforhold, arbejdstid og tilstedeværelse på stationen illustrerer de vanskelige arbejdsvilkår for disse agenter. Jernbanen stillede krav, men gav ikke nødvendigvis kompensation, der matchede opgaverne. At en søndagstjeneste kunne aflyses på grund af kirkegang, er et konkret eksempel på de spændinger, der kunne opstå mellem det offentlige krav og det private engagement.

Banens sidste år og stationens efterliv

Da Aabenraa Amts Jernbaner lukkede i 1926, var det også slut for stationen i Hellevad. Den store gulstensbygning ved sporet, som havde været centrum for så mange aktiviteter, mistede sin funktion som ekspeditionssted for togtrafik. Alligevel overlevede både bygningen og kroen jernbanens nedlæggelse. I modsætning til mange andre steder fortsatte Hellevad Stationskro sin drift under det oprindelige navn "Kløver Es" og eksisterer endnu i dag.

Infrastrukturens betydning for landsbyens udvikling

Da Hellevad station blev anlagt, var byen allerede en etableret kirkeby med funktioner som skole, mejeri, butikker og håndværk. Jernbanens tilstedeværelse accelererede denne udvikling. Transporten af varer og personer blev nemmere, og dette styrkede erhvervslivet og tiltrak nye bosættelser i nærområdet. Særligt perioden fra 1901 og frem til Første Verdenskrig var præget af vækst og initiativ.

Denne udvikling blev dog bremset af krigsperioden og senere af konkurrencen fra den stigende biltrafik. Som mange andre lokalbaner kunne Aabenraa Amts Jernbaner ikke konkurrere med lastbiler og rutebiler, og stationsbyerne måtte finde nye veje for at overleve. Hellevad klarede sig dog relativt godt, og det skyldtes i høj grad det stærke lokalsamfund og stationskroens evne til at omstille sig.

Kløver Es har været gået konkurs, men drives stadig som hotel i dag (2019).