Slangerup Station og dens historiske udvikling
Slangerup Station blev opført i 1906 som en del af Slangerupbanen og blev tegnet af den anerkendte statsbanearkitekt Heinrich Wenck. Stationen fungerede som endestation for banen indtil nedlæggelsen i 1954. Efter nedlæggelsen lå sporarealet ubrugt i flere år, og først et par år senere blev skinnerne taget op. Remisen, som lå ved stationen, blev nedrevet samtidig med fjernelsen af sporene, hvilket efterlod et tomt areal på den tidligere stationsgrund.
Planerne om baneudvidelse
Slangerup var oprindeligt tiltænkt en større rolle i jernbanenettet. Der var flere forslag om at føre banen videre til Frederiksværkbanen, men disse planer blev aldrig realiseret. Midtbanens strækning mellem Frederikssund og Hillerød blev heller aldrig fuldført, selvom det grove jordarbejde til banetracéen var udført både vest og øst for Slangerup Station. Nedlæggelsen af disse projekter begrænsede Slangerups udvikling som jernbaneknudepunkt.
Passager- og godstrafik
Selvom Slangerup Station havde en vigtig forbindelse til København, var passagertallet begrænset. De fleste indbyggere i området havde traditionelt rettet deres trafik mod Hillerød og Frederikssund, og med etableringen af gode rutebilforbindelser faldt behovet for jernbanen. På trods af dette udgjorde billetter til København to tredjedele af alle solgte billetter fra Slangerup. Godstransporten havde en lidt anden udvikling. I perioden 1918-1922 oplevede stationen en del transporter fra lokale industrivirksomheder, men i begyndelsen af 1930'erne svandt godsmængden. Under besættelsesårene blev en del godstransport genetableret, især transport af mejeriprodukter, hvor mælkevogne blev en fast del af visse tog. Efter besættelsen blev mælketransporterne dog overtaget af lastbiler.
Slangerups historie og udvikling
Slangerup by har en rig historie og var købstad indtil 1809, hvor den mistede sine rettigheder. Efterfølgende blev byen ramt af store brande og forblev en relativt lille landsby mellem Hillerød og Frederikssund. Byens prægtige kirke vidner dog stadig om dens tidligere storhed. Slangerupbanens anlæg gav byen ny opmærksomhed, og en del turister fandt vej til byen, som også har historiske mindesmærker for Erik Ejegod og Thomas Kingo. I 1920 havde Slangerup en række vigtige institutioner, herunder præstegård, menighedshus, kro, afholdshjem, brugsforening, andelsmejeri, mølle, skoler, elværk og en markedsplads med årlige markeder.
Stationens infrastruktur
Stationsbygningen i Slangerup var af samme størrelse som Farum Station og rummede oprindeligt to perronspor. Det ene spor fungerede dog primært som omløbsspor. Øst for stationsbygningen lå et læssespor, hvorfra der udgik et stikspor til en enderampe. Et andet stikspor blev anlagt til en nærliggende fabriksvirksomhed, og i de senere år blev en galgekran opstillet ved sporet, som også blev brugt til vognopstilling.
Ledelse og personale
Slangerup Station havde kun to stationsforstandere i sin driftstid. Den første, N. P. E. Blangsted, kom fra Frederiksværkbanen, hvor han havde været ansat siden 1898. I 1947 blev han afløst af H. V. R. Andersen, der kom til KSB i 1919 og blev overassistent i 1945.
Efter nedlæggelsen af banen
Efter Slangerupbanens nedlæggelse i 1954 overgik stationen til Postvæsnet, men bygningen blev også anvendt som ventesal for passagerer til den nye rutebilsrute mellem Farum og Slangerup. Kommunen købte stationen i 1988 efter Postvæsnets fraflytning til en ny bygning. Kommunen gennemførte en omfattende renovering af stationsbygningen og foretog flere indvendige ombygninger. I 1992 blev bygningen overtaget af et advokatfirma, men i 1996 måtte firmaet flytte på grund af sammenstyrtningsfare. Pælene, som bygningen stod på, var rådnet væk, hvilket gjorde konstruktionen ustabil.
Forfald og genopbygning
Efter advokatfirmaets fraflytning blev stationsbygningen i stigende grad forfaldent og blev udsat for gentagne hærværksepisoder. Natten mellem den 23. og 24. maj 2000 udbrød en påsat brand, som ødelagde hele tagetagen. Som følge af den massive ødelæggelse blev stationsbygningen revet ned og genopført i en så tro kopi som muligt. Den nye bygning stod færdig i 2004 og anvendes i dag (2020) som institution.
